Klargøringen af underlaget er mindst lige så vigtig for det færdige resultat som selve fliselægningen. Det fortæller fliselægger og ovnsætter Richard Wettstein fra Helsingør, der har arbejdet med ARDEX siden læretiden. ”Og jeg har aldrig fået en eneste reklamation,” understreger han.
Richard Wettstein har i maj lagt sidste hånd på en stor ny fliseterrasse for en privatkunde i Snekkersten på Sjælland. Den oprindelige belægning var for længst blevet nedbrudt, ligesom betonlaget nedenunder var helt udvasket og begyndt at smuldre væk. Der havde endda dannet sig lange stalakitter på dækkets underside.
Derfor var første skridt for den Helsingør-baserede fliselægger at få banket alt det gamle materiale af og renset terrassen op, før der skulle laves en ny opbygning og til sidst lægges fliser. Richard Wettstein forklarer:
– Jeg bruger altid rigtig meget krudt på klargøringen af selve underlaget, for hvis ikke det er helt i orden, bliver resten heller ikke godt. Underlaget skal være lige så pænt udført som den færdige overflade, uanset om du lægger fliser til 40 eller 40 tusind kr. pr. kvadratmeter.
– Men ud over et solidt og grundigt forarbejde er materialevalget afgørende. Begge dele skal afstemmes optimalt i forhold til opgaven, hvis resultatet skal blive flot, fortsætter han.
Systemløsninger er afgørende for kvaliteten
Richard Wettstein er oprindeligt udlært både fliselægger og ovnsætter i Østrig, og han har siden læretiden brugt ARDEX-løsninger til flisearbejdet. På terrasseopgaven i Snekkersten lagde han ud med at rustbehandle og fugtsikre armeringsjern med ARDEX EP 2000. Derefter blev der brugt ARDEX A 18 som hæfteslemme og efterfølgende lavet cementpudslag med ARDEX A 38 mix.