Michael Nielsen og Alexander Kirkegaard

Satser på murerne

10. december 2021

Byggeriet vokser stadig markant, og hos Ardex Skandinavia, der producerer spartelmasser, fugemasser og vådrumsmembraner, mærker de tydeligt den stigende efterspørgsel. Det får dem nu til at satse yderligere på murer-segmentet med en udvidelse af staben af tekniske salgskonsulenter. De har netop udvidet holdet med en ny sælger, Alexander Kirkegaard, der kommer fra Bygma.

Hos Ardex Skandinavia mærker de tydeligt byggeriets vind i sejlene og den stigende efterspørgsel. På murerområdet satser de nu på endnu mere succes og udvider staben med en ny sælger.

Efteruddannelse for flisemurere

I forvejen har Ardex i de sidste syv år haft succes med at skabe videndeling og efteruddannelse i netop dette segment via det populære loyalitetsprogram FlisePartneren: CEO, Michael Nielsen fortæller

  • Vi har haft utroligt mange murere på kurser i FlisePartner-regi. Det er en stor fornøjelse for os, og FlisePartneren får stadigvæk tilmeldinger, ligesom kurserne har stor tilslutning. Derfor er det også glædeligt for os, at vi har fået en ny, men erfaren mand med på holdet, som kan være med til at betjene denne vigtige målgruppe med både faglig opkvalificering og produkter.

Ny mand ombord

Den nye teknisk sælger er allerede velbevandret i murerfaget. Alexander Kirkegaard, 32 år, har været flisemurer i det meste af sit erhvervsliv, men har de seneste 3½ år arbejdet i trælastbranchen med fokus på servicering af murerkunder, senest hos Bygma København. Med andre ord har Alexander en god portion erfaring med at betjene flisemurerne på grossist-siden. Han fortæller:

– Jeg har set meget frem til at starte hos Ardex, som i branchen er kendt for ikke bare at satse på effektive løsninger, men også efteruddannelse af faggrupper i byggeriet. Det er noget, som er værd at arbejde med og for, og derfor glæder jeg mig til at kaste mig over mine nye arbejdsopgaver på producentsiden.

Alexander Kirkegaard startede hos Ardex og FlisePartneren d 1/11 2021.