Regn og oversvømmelser er ikke noget, der kommer mindre af henover de næste par år. Som håndværker kan du være med til at mindske omkostningerne, når uvejret raser og vandet står højt i dine kunders kældre.
Når vandet trænger ind i boligejernes kældre, er skaderne ofte både omfattende og dyre: Beklædninger på gulve og vægge skal typisk udskiftes, ligesom møbler og inventar skal erstattes. Der kan også opstå langtidsskader såsom misfarvninger, skjolder og lugtgener. De kan være svære at få bugt med.
Modstå fugt og vand
Her kan du som håndværker være med til at mindske problemerne, så dine kunder ikke oplever store omkostninger ved oversvømmelser, fortæller markedschef Allan Petersen fra Ardex. Han peger helt konkret på gulv- og vægkonstruktionerne som et godt sted at starte, når der skal forebygges:
– Generelt er det en god idé at forstærke kældergulvene og det nederste af kældervæggene, så de kan modstå fugt og vand. Vi har de senere år set en del bygningsskader på grund af oversvømmelser. De kan minimeres ved at gulve og vægge renoveres med de rette uorganiske materialer, siger han.