Helt nye sider af tegl og natursten

4. maj 2020

Vejen Rådhus er designet med mønstre, der via nogle få standardstørrelser skaber masser af dynamik i facademurværk og på flisegulvene. Transform Arkitekter har undervejs samarbejdet tæt med Murerfirmaet Axel Poulsen og ARDEX om løsningerne.

Vejen i Sydjylland har med sit nye rådhus fået et markant vartegn, der via mønster-baseret design viser helt nye veje i brugen af facadetegl og naturstensfliser. Projektet er udført fra februar 2018 til september 2019 og har i alt kostet omkring 90 mio. kr.

Stoflighed og skyggevirkninger
På facaderne kombinerer det nye rådhus i Vejen skrå vinduesfalse med savtak-murværk i et mønster baseret på traditionelle murmål, mens man i atriet har skabt et komplekst mønster baseret på de tre gængse flisestørrelser 30×30 cm, 30×45 cm og 30×60 cm.

– Vi ønskede at udfolde stenenes æstetiske potentiale. Fx betyder mønsteret i facaden, at teglen fremstår med langt større stoflighed og flotte skyggevirkninger, efterhånden som dagslyset skifter. Mønsteret i atriet gør derimod, at gulvfladen får et vilkårligt, dynamisk præg, hvor fliserne ser ud til at være i faldende længder, selv om det faktisk kun er tre størrelser, vi arbejder med.

Det forklarer projektleder og bygningskonstruktioner BTH Lars Povlsen fra Transform Arkitekter, der har projekteret byggeriet for Vejen Kommune i samarbejde med Pluskontoret og Rambøll.

Naturstensfliser kræver omtanke
Murerarbejdet på Vejen Rådhus er udført af Murerfirmaet Axel Poulsen for hovedentreprenøren JFP, og murerfirmaet havde forinden udført mock-ups af facademurværket. Derudover samarbejdede murerne og arkitekten tæt med ARDEX om at finde den helt rette kombination af fliseklæber og -fuge til de sarte naturstensfliser, som skulle bruges inden døre.

Her landede parterne på ARDEX S 28 naturstensklæber kombineret med marmorfugen ARDEX MG i antracitgrå. Vores tekniske konsulent Lars Rasmussen har fra starten bistået med rådgivning og fortæller:

– Natursten stiller nogle helt særlige krav, idet der er risiko for misfarvning af stenene, når klæber og fuge tørrer og hærder, hvis ikke produkterne er specifikt udviklet til natursten. Samtidig er alle natursten forskellige og reagerer forskelligt på forskellige løsninger, så det kræver omtanke, før man lægger sig fast på en produktkombination. Vi lavede derfor flere prøver for at finde den rigtige løsning til den mørke granit, der er valgt på rådhuset.
Udført med omhu og solidt blik for detaljerne

Byggeleder Karsten Kristensen fra Axel Poulsen lægger ikke skjul på, at rådhuset har været en helt unik opgave for det specialiserede murerfirma, der beskæftiger ca. 120 medarbejdere udelukkende med mureropgaver, fortrinsvis i Jylland:

– Så vidt jeg ved, er det første gang i Danmark, at man har lavet denne type opmuring af skrå vinduesfalse. Men også flisemønstret inden døre krævede stor omhu og blik for detaljerne. Her havde vi heldigvis udførlige tegninger at arbejde ud fra, og så snart mønstrene og ’logikken’ i dem var på plads, gik det stærkt.

– Vi har hele vejen haft et rigtig godt samarbejde, og resultatet er meget nøjagtigt og detaljerigt murerarbejde, så vi netop får skabt de effekter og indtryk, som var vigtige for projektet, supplerer Lars Povlsen.

I alt er der anvendt 180.000 teglsten på bygningens facader, mens murerne samlet set har lagt 450 kvadratmeter naturstensfliser i atriet og på bygningens toiletter.

VejenRadhus1
VejenRadhus2
VejenRadhus3